Det er Peter Ørsteds mening at “Der er ikke mange diskusioner der ikke vinder ved at begreberne først afklares og defineres med udgangspunkt i græsk eller romersk filosofi. Langt hen af vejen danner de en fælles europæisk reference ramme”.
Man kan bare tænke på at : Politik er dannet af det græske “polis”, religion af den latinske “religio”, social af “socius” og endelig er moral dannet af latinske “mos”. “oikos” betyder egentlig blot hus, og “oikos-nomia” (økonomi) er læren om hvordan man får en lille hustand i et agrar samfund til at leve og videreleve. “Oikos-logia” (husets placering i et land - økologi) omhandler den nødvendige balance, som lå romerne meget på sinde.

At det så giver mening at tage Caesar og hans tid op nu - følger af et behov for at forstå den fjerne begyndelse på det vi har nu. Man kan sige det omvendt, mister vi helt denne forbindelse og forståelse er vi ifølge Peter Ørsted i vanskeligheder: “Såvel et menneske, som et samfund, der har mistet sin politiske og moralske tradition er derfor et let bytte”.

----

Caesars tid er republikkens sidste tid. Det er her pendulet igen svinger fra en slags demokrati til et diktatur. Og det er den skæbne vi føler i Julius Caesars liv.
Det at magten glider væk fra folket er selvfølgelig altid i et demokrati en sørgelig ting. At forstå hvordan det tidligere er sket kan så med historikerens hjælp så hjælpe med til at afværge tilsvarende i fremtiden - og i den udlægning bliver Peter Ørsteds fortælling om Caesar så evig aktuel.
I tiden før Caesar er Frihed for “populus” en invitation til at tage del i magten. Og republikkens romere var helt med på at Rex skal oversættes til tyran, og at efterstræbe regnum er en alvorlig anklage. “libertas” blev en latinsk oversættelse af det græske “demokratia”.
Frihed er dog for romeren langtfra lig med lighed:
“Den fuldkomne lighed - omend den kommer fra et nok så retfærdigt og mådeholdent folk - da indeholder ligheden en stor uretfærdighed, fordi ingen her har rang eller værdighed efter sit personlige værd”.
Og Rom er da lige fra republikkens indførsel i år 509 f. Kr. ledet af forholdvis få familier: caecilerne, cornelierne, claudierne, aemilierne, aurelierne og servilierne. For dem er magten en selvfølge og magtens fravær en katastrofe.
Men alligevel er der en slags balance mellem de få fornemme på a-holdet og de mange.
Det er skruet sindrigt sammen med det romerske magistratur (eller embedsmænd) med den udøvende magt, den romerske folkeforsamling med lovgivende magt, og endelig senatet med en art rådgivende magt.
Ligevægten i Rom står mellem et folkeligt og kaotisk flertals dikatatur, og på den anden side kongen eller diktatoren. Balancen symboliseres med ordene senatus populusque romanus - senatet og det romerske folk. SPQR.

Romerske borgere har stemmeret - På latin suffragium, et ord der er dannet af fragor, som betyder den larm og støj, som de våbenføre mænd frembragte ved at råbe og slå på deres skjolde i bekræftigelse eller benægtelse. De store beslutninger drejede sig om krig og forsvar og valg af hærleder eller konge.
Og Rom har to store scener - talerstolen og slagmarken.
Talen var interaktiv - og et tilløbsstykke. Hvor folket blev underholdt, udfordret og trukket med ind i talen. Der blev trukket frem mod en fælles konklusion med saglige og usaglige argumenter - og der bliver spillet på hele registret af følelser fra frygt og griskhed til håbog kærlighed.

En romersk mands håb er dignitas og gloria. Som kunne opnåes på en af de store scener.
Personligt har en romersk borger haft sin livs filosofi til at give mening til den omskiftelige tilværelse.

Caesar var epikuræer. Ifølge en epikuræer kan et menneske opnå både psykisk og fysisk balance ved at tilfredsstille sin lystfølelse, men vel at mærke ved fornuftens brug. Man måtte følge sin lyst, fordi den var naturbestemt, men det var vigtigt at vurderer de langsigtede resultater. Var handlingen hensigtsmæssige og nyttige i henhold til de mål man vil opnå?
Epikur blev beskyld for at være en frelserskikkelse. Hans lære kunne forstås som en frelse for frygten. det gjaldt om at leve her og nu. Guderne eksisterer men betyder ikke rigtigt noget.
Overfor Epikuræerne har vi stoikerne - som mange af de senere kejsere bekendte sig til.
Stoikerne har kardinal dyderne: ratio, fortitudo, justitia og modestia: fornuft, styrke, retfærdighed og mådehold. Lykkedes det for et menneske at erhverve disse dyder bliver han lykkelig. først og fremmest fordi han hvilker i sig selv.

-----

Scenen er sat for at Caesar kan træde ind. Hen kommer fra en fornem patricisk slægt. Caesar betyder elefant på fønikisk. En forfæder havde dræbt en elefant i kamp mod fønikerne. Og derefter var det tillagt den juliske slægt.
Det gælder om dignitas og gloria.
Først kæmper Caesar sig op igennem magistraturen og får tilsidst en kommando - så han kan gå ind i Gallien med.

Men alt er ikke bare dignitas og gloria.
En krig kan ikke påbegyndes, hvis den ikke kunne defineres som retfærdig “bellum justum”. Den skulle have en gyldig grund. Noget sådant var det hele tiden svært for Caesar at påvise.
Retfærdighed var også vigtigt for romerne - og romeren Caesar.,
Hvor retfærdighed er identisk med den vedholdende og vedvarende vilje til at give hver sin ret.
retfærdighed var man meget langt fra i Gallien.
Caesar erobrede ikke Gallien. med vold og terror lagde Caesar et svælg mellem sig og gallerne - hvor der skulle gå mere end 40 år end Augustus kunne indlede en mere fredelig periode.
Caesar opgiver selv det galliske tab til 1.192.000 mand uden at medregne kvinder og børn. Derudover blev 1 million taget som slaver. Dette ud af en befolkning på 15 milllioner. Hver af Caesars 8 bøger om galler krigene omhandlere altså ca. 300.000 lig og slaver.
Vel, Caesar var et dybt socialt menneske, og hans følelsesmæssige antenner og pyskologiske indsigt var fin fra barnsben. Han interesserede sig for og holdt af andre mennesker. Men han var hård og ambitiøs nok til at lade dette træde i begrunden når mål skulle nåes.
Gloria og dignitas på vildspor.

Menneskelig bliver han dog nok mest berørt i denne periode da han får brev fra Rom, hvori det fortælles at hans datter er død i barsels sengen med Pompejus barn. Og lige så sørgeligt har han i samme periode fået brev om sin moders død.
Som epikuræer er det svært at se at dette er lysten. Jagten efter lykke, der her er opnået hverken på kort eller langt sigt.
I en priode på 6 dage forsvinder Caesar fra sin hær i Gallien. Mange har ment at det var presset fra moderens og Julias død, uroen i Gallien og udviklingen i Rom. Han har sandsynligvis fået et af de “ligfald”, som fra nu af skulle dukke op med jævne mellemrum. Epilepsi og migræne.

Kampene fortsætter.
I efteråret 52 f.Kr. blev gallerne modstandskraft brudt ved Alesia. Og deres leder blev taget levende og udstillet i trumf i Rom. Formålet med galler krigen var få det til at se ud som Gallien var erobret - det drejede sig i virkeligheden om magten i Rom. At få en triumf. Gloria og dignitas.
Regnestykket for epikuræeren bliver dog noget kompliceret af alt den meget modstand - og beskidte krigsførsel.
Midt på sommeren i 51 tog han til Uxellodunum - her blev hænderne hugget af alle som havde båret våben - så de kunne give vidnesbyrd om deres forbrydelser. En desperat handling. At håndhugge i tusindvis af mænd var ikke ærefuldt og kunne derfor aldrig blive nyttigt eller formålstjentligt.
Dette lagde grunde til angreb på hans moral og retsindighed.

---

Caesar havde forestillet sig en ærefuld hjemkomst til Rom. til et nyt konsulat og triumf. Derefter vel en ny kommando, denne gang vel til Østen. Istedet havde hans fjender stykket et krav om hans afgang sammen. hjemsendelse af hæren. ingen dignitas og ingen gloria.
Caesar overskriden Rubikon og borgerkrigen tager sin begyndelse.
Har han noget andet valg?

Caesar vinder. Caesar jager fjenden Pompejus. Og Caesar får Pompejus hoved udleveret fra Ægypten. Og bliver diktator. Og kan efter brogerkrigen monopolisere adgangen til embeder. Unge ambitiøse mænds adgang til til dignitas og gloria ligger herefter i Caesars toga fold. Alle de spændende roller som passede til de næste generationer var taget af plakaten. Caesar havde indtaget hele scenen.
Og bliver derfor myrdet d. 15 Marts 44 f. Kr.

I Caesars liv bliver den sene republiks problem blotlagt. Løsningen kommer senere med Augustus kejserdømme. Augustus dør i sin seng anderkendt af alle, omgivet af venner. Caesars liv ender i blod og ensomhed:
“Også du, min søn Brutus” . Sådan ender Caesars liv. myrdet af republikansk sindede senatore anført af adoptiv sønnen Brutus.
Vel rimeligt nok - Caesar havde aldrig selv veget tilbage for at bruge magt for at nå sine mål. Men at republikken skulle dø i samme omgang er så det man kan prøve at lære af historien.

At blive myrdet på toppen er iøvrigt ifølge romersk tankegang så iøvrigt ikke så værst endda. Da scipio havde ødelagt Khartago ganske og aldeles og der kun var en ruinhob tilbage - kunne man have troet atg den store Sciipio var lykkelig. Men istedet græd han. Så gjorde man i antikken, græd hvor man forventede at man skulle glædes. Historien bevægede sig for det antikke menneske i en cirkel. Fra et lavpunkt bevægede man sig mod et højdepunkt og omvendt. Der var noget besnærende ved at dø på magtens tinde.